Udviklingssamarbejde med CERN førte til højteknologisk ordre for CTS Ceramics Denmark
CTS Ceramics Denmark leverede 5 specialfremstillede aktuatorer til CERN i 2020, mens yderligere 15 forventes leveret for en samlet kontraktværdi på over en halv million kr.
Specialfremstillede piezoelektriske aktuatorer er en af CTS Ceramics Denmark’s kompetencer. Virksomheden, der engang hed Noliac, indgik i 2014 i et samarbejde med CERN om udvikling af aktuatorer, der kan tåle høje temperaturer. CERN ønskede at afprøve krystal kollimering som en del af opgraderingen af Large Hadron Collider (LHC) og hertil skulle der anvendes piezoelektriske aktuatorer.
Krystal kollimering kan anvendes til at fjerne partikler som afviger fra strålens hovedlinje og derved undgås det at vildfarne partikler beskadiger LHCs følsomme udstyr. Brugen af krystaller betyder at rensningen bliver mere effektiv og rensningsprocessen lettes. Den første krystalkollimator blev installeret på forsøgsbasis i 2015 og i oktober 2018 blev krystalkollimatorer, hvor CTS Ceramics Denmarks aktuatorer indgik, så for første gang brugt til at rense strålen fra LHC.
Første leverancer i 2020
Resultaterne var så gode at CERN i december 2019 besluttede sig for at anvende krystalkollimatorer som en del af LHC-opgraderingen. Efterfølgende leverede CTS Ceramics Denmark 5 specialfremstillede aktuatorer i 2020, mens yderligere 15 forventes leveret for en samlet kontraktværdi på over en halv million kr.
- Samarbejde med Big Science organisationer som CERN er en langsigtet investering. Det er også krævende teknisk set, så man skal ikke være bange for at udfordre sine produkter og kapaciteter. Det positive er, at forskere har forståelse for, at vi nogle gange må bevæge os i ukendte områder og derfor har brug for flere forsøg og justeringer inden vi når målet, siger Charles Mangeot, Senior R&D Engineer, CTS Ceramics Denmark.
Cedric Goueffon, Sales Manager, European Operations, CTS Ceramics tilføjer:
- Som førende high-tech leverandør, er det vigtigt for CTS at samarbejde med førende forskningsorganisationer som CERN. Vi er glade for samarbejdet, som også er til gavn for vores andre produkter.
BigScience.dk letter markedsadgangen for danske virksomheder
CTS Ceramics Denmark/Noliac er medlem af BigScience.dk-leverandørnetværket siden 2011.
I 2011 deltog virksomheden i Denmark@CERN, en tilbagevendende tur for danske virksomheder til CERN, som arrangeres af BigScience.dk. Her skabtes de første kontakter til indkøbsansvarlige og teknikere på CERN. CTS Ceramics udbyggede efterfølgende kontakterne til internationale Big Science kunder ved at udstille på BigScience.dk-fællesstanden på den internationale partikelacceleratorkonference, IPAC.
Den europæiske Big Science industri og de europæiske Big Science-faciliteter mødes til udstilling og konference på Big Science Business Forum 2022, 4.-7. oktober 2022 i Granada. BigScience.dk har i samarbejde med Dansk Industri og Eksportstøttefonden en dansk leverandørudstilling, som sigter efter at hjembringe nye ordre.
Formålet med BigScience.dk er at hjælpe danske virksomheder med at finde muligheder for leverancer og samarbejder med Big Science-faciliteterne og er støttet af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. BigScience.dk drives i fællesskab af Teknologisk Institut og DTU.