name

Coromatic: Design og konstruktion af datacenter for ESS

Coromatic fik kontrakten på at designe og bygge serverrummene i København og Lund for European Spallation Source (ESS) efter to separate udbud. Coromatic påtog sig det fulde ansvar for konstruktionen af serverrummene med al den nødvendige infrastruktur installeret.


Coromatic designer, bygger og servicerer teknisk infrastruktur såsom datacentre, hospitaler, og lufthavne med fokus på at optimere energiforbruget, udbygge den tekniske infrastruktur og ikke mindst sikre nødstrømmen. Virksomheden påtager sig gerne rollen systemintegrator af forskellige teknologier. Og netop de kompetencer og erfaringer var afgørende da Coromatic vandt opgaven med at designe og konstruere et datacenter for ESS.

ESS Datastyrings- og softwarecenteret (Data Management and Software Centre, DMSC) er beliggende i København og sørger for den videnskabelige databehandling for ESS og samtidig skulle der opføres et serverum i Lund. Coromatic’s forslag gav en mere energieffektiv og pålidelig løsning for DMSC som samtidig var skalerbar og bidrog til redundanssikkerheden.

De faktorer skulle vise sig at gøre udslaget og bringe ordrerne i hus.

God og krævende dialog med ESS

Allerede fra starten i processen med at blive leverandør oplevede Coromatic hvordan ESS både stiller mange relevante spørgsmål, men også er åbne for at lytte til gode argumenter som der er fagligt belæg for.

Som ESS-leverandør erfarede Coromatic at man skal have helt styr på hvad man tilbyder og at det ikke duer at springe over hvor gærdet er lavest. ESS stiller store krav til det materiale der fremsendes, men er man som leverandør omhyggelig i den fase kan mange spørgsmål undgås.

Til gengæld var materialet fra ESS som Coromatic fik at arbejde med velformuleret og detaljeret og der var tid til at stille spørgsmål. Frister for hvornår virksomheden fik svar på sine spørgsmål blev nøje overholdt.

Glæden ved et godt samarbejde

Ansatte ved ESS var rigtig gode til at vidensdele og det øgede tilfredsheden hos Coromatics ved at arbejde for faciliteten. Stoltheden over at være del af en opgave for en avanceret organisation som ESS er til at tage og føle på. Som Søren Schønnemann, CEO for Coromatic i Danmark, udtrykker det

”Det var et godt udført projekt, vi forstod hinanden og Coromatic leverede et godt resultat - og tjente penge. Det er fantastisk at arbejde med en organisation som ESS, som virkelig går op i kvalitet”.

Coromatic kan sagtens forestille sig at byde på andre opgaver på Big Science-markedet såfremt der er opgaver der matcher virksomhedens kompetencer.

”Samarbejdet med ESS var en god lejlighed til at vise hvad virksomheden kan” siger Marketing Manager Mette Kristensen.

Arne Jensen, projektleder ved BigScience.dk og Danmarks Industrial Liaison Officer for ESS, tilføjer ”Big Science-markedet er stort og passer fint til Coromatics kompetencer – og virksomheden har nu en meget værdifuld reference, som kan vise sig nyttig”.

Coromatic ser derfor frem til kommende opgaver på Big Science-markedet.

 

Tilmeld nyhedsbrev

×