Egentlig var det Den Europæiske Rumorganisation, ESA, der var drømmestedet, da Magnus Christensen i 2020 skulle vælge sit kommende praktiksted.

Men den dengang 21-årige elektronikingeniørstuderende ved Aalborg Universitet lod sig inspirere af en medstuderende, der var i praktik ved verdens største fysiklaboratorium Cern, Det Europæiske Center for Højenergifysik.

Egentlig var det Den Europæiske Rumorganisation, ESA, der var drømmestedet, da Magnus Christensen i 2020 skulle vælge sit kommende praktiksted.

Men den dengang 21-årige elektronikingeniørstuderende ved Aalborg Universitet lod sig inspirere af en medstuderende, der var i praktik ved verdens største fysiklaboratorium Cern, Det Europæiske Center for Højenergifysik.

»Jeg havde hørt om Cern før, men det var aldrig gået op for mig, at der faktisk var muligheder for ingeniører der. Jeg havde altid havde forbundet det med et sted for fysikere,« siger Magnus Christensen, der ikke har fortrudt, at han sadlede om.

»Det er en superfed oplevelse professionelt og også personligt at flytte til et andet land.«

I dag er er Magnus Christensen 24 år og en af de forholdsvis få danske ingeniører, der har taget et praktikophold ved Cern.

Ifølge organisationen BigScience.dk, der er sat i verden for at være bindeled mellem danske virksomheder og europæiske forskningsfaciliteter, er der årligt cirka 10-20 danske studerende afsted enten i praktik eller som ph.d.-studerende.

Går glip af vigtig teknologividen

En af de ting, der overraskede Magnus Christensen, da han kom til Cern var, hvor ingeniørtungt atomforskningsorganisationen egentlig var.

»Det er ikke fysikerne, der bygger alle maskinerne.«

Han nævner blandt andet, at der er brug for en masse af elektronikingeniører til at detektere, hvad der sker, når partiklerne kolliderer, stærkstrømsingeniører til magneterne, der kan lede op til mange tusinde ampere samt en masse softwareingeniører til kontrol og styring af alting.

Selv fik han under sit 1-årige praktikophold også rig mulighed for at ‘nørde’ igennem.

Blandt andet skrev han sit kandidatspeciale om tidssynkronisering af indlejrede enheder, hvor han udviklede et system til at opsamle data fra de enheder, der skal beskytte acceleratorernes magneter.

Øvelsen var at give et meget præcist tidspunkt i forhold til, hvornår data er indsamlet – helt ned på et par nanosekunder.

»En af de ting, man frygter, ved sådan et internship er, at man bliver sat til at lave noget ligegyldigt arbejde i hjørnet. Men det var godt nok ikke tilfældet her. Organisationen ville ikke kollapse, hvis det ikke virkede, men det var trods alt noget, hvor jeg tydeligt kunne se, at det var relevant for organisationen i fremtiden,« siger Magnus Christensen.

I BigScience.dk så man gerne, at mange flere ingeniørstuderende tog samme vej som Magnus Christensen.

»Vi har mulighed for at sende en masse ingeniører og ingeniørstuderende derned og lære noget nyt. Der er bare ikke særlig mange, der gør det,« siger Henrik Bak Jeppesen, seniorkonsulent og forretningsleder ved BigScience.dk

Han mener, at det er ærgerligt, at Danmark ikke udnytter dets fulde potentiale af det Cern-medlemskab, som vi betaler et trecifret millionbeløb til hvert år, og samtidig frygter han, at vi går glip af vigtig teknologividen.

»Vi går glip af en masse teknologisk knowhow i Danmark,« siger Henrik Bak Jeppesen, og peger på at der også er et teknologioverførselsprogram, der kan komme de danske virksomheder til gode.

»Hvis du spørger en typisk dansk virksomhed, om de skal samarbejde med Cern, så siger de som regel nej, fordi »vi jo ikke forskere«. Og det er den barriere, vi gerne vil have brudt ned. Cern er en verdensførende forskningsfacilitet, men har mange hundrede ingeniører ansat, som laver ‘state-of-the-art engineering’,« fastslår han.

Erfaring kommer Novo Nordisk til gode

En af de danske virksomheder, der i dag lukrerer på den ingeniørvidenskab og kompetencer, der kommer ud af det schweiziske fysiklaboratorium, er Novo Nordisk, hvor robotingeniør Martin Søndergaard Andersen arbejder som projektleder med fokus på at implementere nye løsninger i det globale produktionsnetværk.

Han var i praktik ved Cern i 10 måneder fra 2019 til 2020, hvor han arbejdede med reguleringssystemer på den nyeste partikelaccelerator, Linac 4.

En af opgaverne var blandt andet at få accelereret partiklerne fra nul til 60 procent af lysets hastighed så jævnt som muligt.

»Det var vildt spændende. Jeg søgte netop også hen et sted, hvor man skubber lidt til grænserne for, hvor teknologien er henne i dag, og hvor det i mine øjne var ‘teknologisk vildt’,« siger Martin Søndergaard Andersen.

Selvom han ikke på samme måde er nede i den ingeniørfaglige materie som projektleder, ser han stadig en del ligheder mellem sin praktikperiode ved CERN og sit nuværende job.

Blandt andet, hvad der sker i en kompleks maskinpark, når man piller ved en reguleringsalgoritme.

»Den forståelse for, at små ting kan ændre mange ting, tager jeg med mig i produktionslinjerne. Så hvis jeg implementerer et eller andet nyt eller optimerer en ting på en produktionslinje, kan jeg nemmere forestille mig, hvad der kan ske, og hvordan maskinen agerer,« siger han.

Samtidig har opholdet ved Cern givet ham en ukuelig tro på, at alt kan lade sig gøre, når det handler om produktionslinjeoptimering.

»Jeg har set utrolig komplekse maskiner, der spiller sammen meget hurtigere, end jeg kommer til at opleve igen. Hvis man har set noget meget komplekst, er det nemmere at forestille sig, at man kan skubbe lidt til udviklingen ved processer, hvor man ikke troede, det var muligt,« siger han.

Kan ikke få samme erfaring i Danmark

Magnus Christensen, der startede sin karriere ved Cern i et praktikophold i 2020, bor stadig i Schweiz, hvor han fortsat er tilknyttet laboratoriet, dog ikke længere som praktikant, men som ph.d.-studerende, hvor han forsker i fejldetektion af organisationens cirka 6.000 superledende magneter til partikelacceleratorerne.

Superledende magneter kan spontant gå fra at være superledende til at være normalt ledende. Da der i nogle af dem løber op til 13 kiloampere igennem, vil sådan en overgang resultere i en kraftig opvarmning, hvilket vil smelte magneterne.

»Det kan ske på under et sekund, så vi skal kunne detektere en fejl, og derefter hive al energien ud af magneten rigtig hurtigt. Det sker ved, at vi tager hele den partikelstråle, vi har, og smider den ind i en grafitblok, og aflader magneten med vandkølede modstande,« siger han.

En af Magnus Christensens opgaver er at finde en bedre måde at fejlfinde, så man også kan beskytte næste generation af partikelacceleratorer.

»De eksisterende metoder vil ikke virke i de næste generationer af magneter, der skal bruges i en teoretisk artikelaccelerator om 10-20 år,« siger Magnus Christensen, der håber at kunne veksle sin ph.d-stilling til en post.doc., når den tid kommer.

For ham handler det om at få en masse erfaring, som man ikke kan få i Danmark.

»At arbejde for sådan en stor organisation og lave noget helt unikt, giver en masse færdigheder og erfaring, som jeg ikke kan få andre steder,« lyder det fra Magnus Christensen.